Om Lausø
Lausø Service ApS er en produktions, udviklings og servicevirksomhed med kvalitet i højsædet.
Lausø Service ApS udvikler, producerer, monterer og servicerer styringer og fjernbetjeninger til entreprenørmaskiner.
Derudover producerer Lausø Service ApS ledningsnet til bl.a. rendegravere og teleskoplæssere m.m.
Da vores produktion i forvejen er meget fokuseret på at lave special ting som er tilpasset den enkelte kunde,
tager vi gerne imod nye projekter, hvor vi kan finde en løsning, der er tilpasset til det behov man som virksomhed har brug for.
Medarbejdere
Lausø Service ApS er en socialt ansvarlig virksomhed, som har flere medarbejder i fleks-job. Virksomheden er flere gange anerkendt som en virksomhed, der yder en ekstra indsats for medarbejdere fra socialt udsatte grupper. Ejerleder René Christiansen var derudover nomineret af Haderslev Kommune som Årets Mentor 2012 - en pris, som tildeles en mentor, der er en ildsjæl og har ydet en særlig indsats for at skabe tillid og respekt til ledige udenfor arbejdsmarkedet.
Der er pt. 5 ansatte i virksomheden.
Udvikling
Lausø Service ApS er en virksomhed i løbende udvikling og vækst. Virksomheden er vurderet til kredit rating AA og var i 2013 en af Børsens Gazelle-virksomheder. En Gazelle-virksomhed er en virksomhed, der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.
Historie
Fabrikant Erik Lausten startede Lausø Maskinservice som en enkeltmandsvirksomhed i 1974. De første produkter, der blev produceret, var korncontainere, jordbrugsvogne og skovvogne, som overvejende blev solgt på det svenske marked. I 1978 blev produktionen solgt til en virksomhed i Ikast.
I 1986 åbnede Erik Lausten igen Lausø Maskinservice med beliggenhed i Haderslev. I starten forhandlede virksomheden Honda produkter - som havebrugsmaskiner og bådmotorer. Efter kort tid begyndte virksomheden at udvikle på maskinerne og ombygge dem fra Honda til selvkørende trillebøre, hovedsageligt til kirkegårde, og korndosere beregnet til de store EU-lagre af korn i Europa.
I 1986 begyndte Erik også at lave fjernbetjening til traktorlifte, som udviklede sig til også at omfatte teleskoplifte. I starten var det kabelstyringer, der var det dominerende, i dag er det udelukkende trådløse styringer, der bliver lavet på maskinerne.
Lausø Maskinservice havde pladsmangel i Haderslev og flyttede derfor i 1997 til Industriparken 10 i Vojens.
I 2004 overtog René Christiansen virksomheden, som fortsatte som Lausø Maskinservice ApS. Efter overtagelsen leverede Lausø Maskinservice ApS primært maskiner til byggebranchen, som havde nogle gode år. Finanskrisen satte dog en brat stopper for byggebranchens optur - og dermed også for Lausø Maskinservice ApS, som måtte lukke i 2009. René valgte dog at starte forfra på sin privatadresse og virksomheden blev til Lausø Service ApS.
Efter 5 år på forskellige lokationer bl.a. i Sommersted og på Tingvejen 40A, er Lausø Service ApS endt i nogle store lokaler på Tingvejen 30A, hvor der er mulighed for vækst og udvikling.
I 2021 har vi lavet et samarbejde med UJH Maskinservice, hvor de skal supporte Lausø’s kunder i midt og Nordjylland. Det er alt fra problemer med maskinerne til påbygning af styringer på maskinerne. Dette er vi glade for, da det optimerer vores kundeservice i det område.